DEFAULT

Bestyrelsen

Formand
Helle Just
Tlf. 86371881

Næstformand
Jens Ravn Sørensen
Tlf: 86372437

Kasserer
Jens Ole Pedersen
Tlf. 43434343

Tove Christiansen
Tlf: 20243434

Henning Udengaard
Tlf. 12121212

Jess Per Rygaard
Tlf. 30829002

Else Anita Nørfelt
Tlf: 86379304

Vedtægter

Vedtaget på generalforsamling 17/3 2009

VEDTÆGTER for EGNSNETTET

§ 1. NAVN OG HJEMSTED

1.1 Foreningens navn er: Egnsnettet.
1.2 Foreningens hjemsted er Syddjurs Kommune.

§ 2. FORMÅL

2.1 Egnsnettet er en selvstændig, almennyttig, upolitisk og ikke kommerciel forening oprettet med følgende formål:

a. at formidle etablering af højhastigheds egnsnet for alle i Egnsnettets naturlige dækningsområde (herefter benævnt: området),

b. at formidle tilgængeliggørelse af højhastigheds internetadgang på rimelige vilkår overalt i området ud fra en solidarisk grundtanke,

c. at formidle udvikling af et egns-websted for alle borgere i området samt 

d. at formidle dannelsen af åbne IT-selvhjælps miljøer evt. med eget værksted i området.

§ 3. ORGANISATION

3.1 Egnsnettet er en interesseorganisation for forbrugerne af bredbåndsnet i området.

§ 4 BESTYRELSEN

4.1 Bestyrelsen varetager foreningens overordnede formål.

4.2 Bestyrelsen består af 7 medlemmer, der vælges på den årlige generalforsamling for 2 år. Fire bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år og tre bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige år. Det tilstræbes, at der er valgte repræsentanter fra såvel administrationen i Syddjurs Kommune samt Syddjurs erhvervsliv.

4.3 Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, sekretær og kasserer.

4.4 Bestyrelsen træffer sine beslutninger ved almindelig flertalsbeslutning. Der skal foretages skriftlig afstemning, hvis blot et medlem ønsker det. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

4.5 Bestyrelsen tilrettelægger selv sit arbejde og forretningsorden og bestyrelsen er ansvarlig for, at der føres et beslutningsreferat fra alle møder.

4.6 Bestyrelsen kan nedsætte arbejdsgrupper efter behov.

4.7 Bestyrelsen kan indgå aftaler i overensstemmelse med foreningens formål og eventuelle generalforsamlingsbeslutninger.

4.8 Bestyrelsen fastsætter abonnementsvilkår samt forestår administrationen af de indgåede tilslutningsaftaler.

§ 5. GENERALFORSAMLING

5.1 Den årlige generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts måned.

5.2 Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

5.3 Indkaldelse til ordinær generalforsamling skal ske med fremlæggelse af dagsorden gennem foreningens hjemmeside og på e-mail tilsendt alle medlemmer på foreningens e-mail-liste senest 4 uger før generalforsamlingens afholdelse. Indkaldelsen kan suppleres med meddelelse gennem dagspressen.

5.4 Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske som til ordinær generalforsamling jf. § 5.3

5.5 Generalforsamlingen vælger en bestyrelse på 7 personer jf. § 4.2, samt 2 suppleanter for 2 år med valg skiftevis årligt. Ligeledes vælges årligt for ét år én revisor samt én revisorsuppleant.

5.6 Forslag til behandling på generalforsamlingen skal fremsendes til formanden senest to uger før generalforsamlingens afholdelse og skal efterfølgende fremlægges på foreningens hjemmeside senest én uge før generalforsamlingens afholdelse.

5.7 Bestyrelsen kan indkalde til ekstraordinær generalforsamling. Ligeledes skal ekstraordinær generalforsamling afholdes, når mindst ¼ af foreningens medlemmer skriftligt og med angivelse af dagsorden har fremsendt ønsket til formanden. Indkaldelse til generalforsamlingen skal da udsendes inden 14 dage med varsel jf. § 5.3. 

5.8 Dagsorden for en ordinær generalforsamling skal som minimum omfatte:

1. Valg af dirigent og referent
2. Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år
3. Fremlæggelse af årsregnskab til godkendelse
4. Fastsættelse af kontingent og fremlæggelse af budget for det kommende år
5. Behandling af indkomne forslag
6. Valg af bestyrelse og suppleanter jf. § 4.2 og § 5.5
7. Valg af revisor og revisorsuppleant jf. § 5.5.
8. Eventuelt.

5.9 Alle afstemninger på generalforsamlingen afgøres med almindelig stemmeflerhed

§ 6. MEDLEMMER

6.1 Medlemskredsen er brugere, som er tilsluttet Egnsnettet. Hver tilslutning udløser 1 stemme ved generalforsamlingen. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

6.2 Som interessemedlemmer kan optages alle, som viser interesse for foreningen. Interessemedlemmer har ikke stemmeret på generalforsamlingen.

6.3 Retsforholdet mellem Egnsnettet og det enkelte medlem reguleres af de til enhver tid gældende abonnementsvilkår.

6.4 Udmeldelse kan ske i henhold til den indgåede tilslutningsaftale. Det udleverede materiale tilhører foreningen og skal tilbageleveres ved udmeldelse.

§ 7. ØKONOMI

7.1 Foreningens økonomi hviler på medlemmernes månedlige brugerbetaling samt evt. kontingent i henhold til § 5.8 st. 4

7.2 Foreningens økonomi kan i øvrigt støttes med frivillige bidrag fra fonde, medlemmer, offentlige myndigheder o.l. Bestyrelsen kan i enighed indgå låneaftaler.

7.3 Bestyrelsen udarbejder regnskab for Egnsnettet, som forelægges til godkendelse på den årlige generalforsamling jf. §. 5.8.3. (Regnskabsåret følger kalenderåret)

7.4 Medlemmerne/brugerne hæfter ikke for foreningen, og er ikke forpligtet af foreningens aftaler med samarbejdspartnere og udbydere eller for foreningens gæld

§ 8 VEDTÆGTSÆNDRINGER

8.1 Vedtægtsændringer kræver at mindst 25 % af medlemmerne er repræsenteret på den ordinære generalforsamling og at mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for vedtægtsforslaget. Er dette ikke muligt kan en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling afholdt senest 6 uger efter den ordinære generalforsamling godkende vedtægtsændringer med almindelig stemmeflerhed.

§ 9. OPLØSNING

9.1 Foreningen kan nedlægges, hvis nedlæggelse besluttes på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger indkaldt jf. § 5.3. Dog skal indkaldelse til den første generalforsamling ske skriftligt til alle foreningens medlemmer/brugere enten ved e-mail eller brev.


9.2 Hvis foreningen nedlægges skal eventuelle overskydende midler overføres til frivilligt arbejde, der fremmer adgang til informationsteknologi for flest muligt ældre i området.

17. marts 2009

Abonnementsvilkår

Abonnementsvilkår for medlemmer af Egnsnettet

1. Abonnementet

1.A. Abonnements- og tilslutningsaftalen
Som medlem af Egnsnettet kan man tegne abonnement til tilslutning og adgang til foreningens netværk og dets Internettjeneste. Nærværende abonnementsvilkår gælder for aftaler mellem Egnsnettet og dens medlemmer og drejer sig om tilslutning og abonnement til Internet til fast lav pris gennem Egnsnettet, med de tillægstjenester medlemmerne ifølge foreningsvedtægterne skal have som abonnenter.

1.B. Abonnement og forudbetaling af indskud
Ved tegning af abonnement betales abonnement og indskud, samt eventuelt kontingent således:
Løbende abonnement på 100 kr. pr. måned, der betales kvartalsvis forud - altså med 300 kr. hver tredje måned.
Indskud på 500 kr. betales før tilslutning.
For abonnementsbetalinger, der ikke foretages via PBS, pålægges et administrationsgebyr på 25 kr. pr. opkrævning – altså således at løbende abonnement udgør 325 kr. hver tredje måned.
Abonnementsbetalingen anvendes til driften af nettet og indskuddet anvendes til etablering af nettet, - dvs. til det fælles grej og til det grej abonnenten låner (jf. pkt. 5).

1.C. Abonnementets tjenester
Et abonnement rummer følgende tjenester:
Døgnadgang til Egnsnettet, med mulighed for åbne sikre forbindelser til andre abonnenter, hvor som helst i verden.
Døgnadgang til Internettet.
Vejledning og hjælp gennem Bøvl-værkstederne.

1.D. Abonnementets forudsætninger
For at et medlem kan tegne og benytte et abonnement til Egnsnettet er det en forudsætning at medlemmet befinder sig i et allerede etableret dækningsområde og her kan stå i signalforbindelse med Egnsnettet. Medlemmet skal anvende udstyr der er udlånt af Egnsnettet.
Det vil fremgå af Egnsnettets skriftlige tilslutningsaftale, hvad abonnementet i det enkelte tilfælde omfatter. Tilslutningsaftalen underskrives af abonnenten og en repræsentant fra foreningen, ved aflevering og tilslutning af det grej som foreningen stiller til rådighed for medlemmet, når de begge ved selvsyn kan bekræfte at tilslutningen giver medlemmet forbindelse til Internettet.

2. Aftalens parter
Parterne i en aftale om tilslutning og abonnement til Egnsnettet og den tilhørende internettjeneste er Egnsnettet og et medlem af foreningen. Medlemskab af foreningen tegnes som privatperson.
Medlemmet hæfter for betaling af de ydelser, der leveres i henhold til tilslutningsaftalen, også i de tilfælde hvor der er registreret en betaler, som er forskellig fra medlemmet.
Kun myndige personer kan indgå tilslutnings- og abonnementsaftale med Egnsnettet.

3. Registrering af medlems- og adresseoplysninger m.v.
Ved indgåelse af en abonnementsaftale skal medlemmet give Egnsnettet oplysning om navn og adresse. Egnsnettet kan endvidere kræve oplysning om fødselsdato.
Medlemmet skal desuden oplyse om eventuelle særskilte adresser, hvortil betalingsopkrævninger vedrørende tilslutning og abonnement skal sendes.
Medlemmet skal efter Egnsnettets anmodning dokumentere oplysningernes rigtighed. Egnsnettet kan kræve bopælsattest og/eller billedlegitimation forevist, hvis det skønnes nødvendigt.
Oplysningerne og Egnsnettet registrering heraf lægges til grund for abonnementsforholdet, indtil der evt. meddeles ændringer heraf.

4. Tilbagelevering ved flytning, fraflytning og opsigelse
Ved flytning skal medlemmet straks give Egnsnettet meddelelse herom og der skal laves aftale om hvad der skal ske med det grej foreningen har stillet til rådighed.
Hvis man flytter til et område på Djursland hvor der findes andre samarbejdende bredbåndsforeninger, vil Egnsnettet være behjælpelig med at overflytte medlemmet til det nye område. Hvis man flytter væk fra Djursland, eller hvis man blot vil opsige sit abonnement, skal man på eget initiativ aflevere alle komponenter som Egnsnettet har stillet til rådighed, medmindre anden aftale indgås skriftligt med Egnsnettet.

5. Indskud tilbagebetales ikke ved opsigelse
I tilfælde af abonnentens opsigelse tilbagebetales det erlagte indskud ikke.

6. Leveringstider og kvalitets- og serviceniveau
Oplysning om de aktuelle leveringstider, tjenester og muligheder for service, kan fås ved henvendelse til Egnsnettets kontaktpersoner.

7. Tidspunkt for tilslutning og indgåelse af aftale
Abonnementet med Egnsnettet gælder fra tilslutningsaftalen er underskrevet og betaling af indskud, første abonnemetskvartal og evt. kontingent er sket. Betaling skal ske senest i forbindelse med tilslutning og udlevering af udstyr.

8. E-post adresse
Medlemmet har i forbindelse med abonnementet ret til en elektronisk postkasse.
Medlemmet er ansvarlig for, at eventuel e-post adresser ikke krænker tredjemands rettigheder. 
Eventuelle mailadresser tilhører Egnsnettet og stilles udelukkende til medlemmets rådighed indtil abonnementsaftalen evt. ophører, medmindre andet aftales skriftligt med Egnsnettet.

9. Registrering af abonnentens trafikbevægelser
Egnsnettet registrerer trafik information. Disse data omfatter bl.a. den skabte trafiks IP-adresser, størrelsen af trafik med Egnsnettet og med Internettet og dato og begyndelsestidspunkt samt varighed for aktiviteten. Egnsnettets medarbejdere forpligtes til ikke at misbruge den indsamlede information, men har ret til at anvende den med henblik på at kunne foretage korrekt opkrævning af betaling for medlemmets forbrug af betalingstjenester samt at kunne sikre abonnementsvilkårenes overholdelse, herunder eksempelvis punkterne 13 og 14.

10. Tillægstjenester, funktioner og faciliteter, - evt. mod tillægsydelser
Bestyrelsen af Egnsnettet kan beslutte at tilbyde diverse tillægstjenester, funktioner og faciliteter og har mulighed for at opkræve tillægsydelser fra de abonnenter der ønsker at betjene sig deraf.

11. Priser
Egnsnettet fastsætter priser for ydelser i henhold til tilslutnings- og abonnementsaftalen.
Egnsnettet kan, udover at opkræve forudbetalt indskud, abonnementsafgift og evt. kontingent for hvad foreningen aktuelt anser for en standardtilslutning, også opkræve betaling for levering eller udlån af ekstra grej og for tjenester, der ligger ud over foreningens gældende definition på en standardtilslutning.
Oplysning om de aktuelt gældende priser for den valgte tilslutnings- og/eller abonnementsform og om ekstra muligheder kan fås ved henvendelse til Egnsnettet.

12. Betaling
Opkrævninger i henhold til forud indgåede aftaler eller i henhold til tilslutnings- og abonnementsaftalen sker ved udsendelse af en regning med angivelse af en betalingsfrist.
Betaling skal ske i danske kroner og inden betalingsfristens udløb.
På den enkelte regning opkræves som udgangspunkt den samlede betaling for abonnentens eventuelle gebyrer påløbet siden udskrivning af seneste regning. I visse tilfælde kan opkrævning dog af tekniske eller driftsmæssige årsager forekomme på en senere regning. Til driftsmæssige årsager kan efter omstændighederne henføres bl.a. tilfælde, hvor opkrævning på en senere regning er nødvendig som følge af fejl eller forstyrrelse i driften af Egnsnettets afregningssystemer.
Ved forsinket betaling er Egnsnettet berettiget til at opkræve morarenter i henhold til rentelovens bestemmelser herom, fra betalingsfristens udløb og indtil betaling sker. Egnsnettet er endvidere berettiget til at opkræve gebyr ved udsendelse af rykkerbreve.
Egnsnettet er berettiget til på samme regning at opkræve betaling vedrørende abonnement på andre tjenester, herunder teletjenester, der evt. vil blive udbudt af foreningen, og vedrørende andre ydelser, herunder ydelser leveret af tredjemand, hvor Egnsnettet varetager opkrævningen på dennes vegne.
Egnsnettet kan, efter orientering af abonnenten herom, lade tredjemand, varetage opkrævningen af betaling for ydelser omfattet af nærværende abonnementsvilkår.

13. Abonnentens ansvar og misligholdelse

13.A. Abonnentens ansvar
Ved indgåelse af tilslutnings- og abonnementsaftalen - eller senere - kan abonnenten evt. blive givet et abonnentnummer og et password til brug for internetadgang eller for at give adgang til diverse tjenester. Adgangskoder er personlige og må ikke videregives til tredjemand. Abonnenten bærer ansvaret for andres evt. misbrug.
Egnsnettet påtager sig ikke at kontrollere og har ikke ansvar for hvilke informationer, der stilles til abonnentens rådighed ved adgang til Internettet. Dette omfatter bl.a. informationer fra hjemmesider, mails, links, nyhedsgrupper eller chatgrupper.
Abonnenten kan ved download af materiale fra Internettet eller ved åbning af programmer modtaget pr. mail løbe en risiko for at inficere sin hardware og software med virus. Egnsnettet stiller på sin portal diverse værktøjer og vejledninger gratis til rådighed, for at forebygge sådanne problemer, men har derudover ikke reel indflydelse på disse forhold og kan ikke drages til ansvar for skader og tab som følge heraf.
Abonnenten har selv ansvaret for alle informationer, som abonnenten stiller til rådighed for andre via nettjenesterne.
Abonnentens brug af kunstneriske, litterære og andre ophavsretsbeskyttede værker uden samtykke kan udgøre en krænkelse af tredjemands ophavsrettigheder. Brug af sådanne værker kan f.eks. ske ved distribution eller download. Det er Abonnenters ansvar, at brugen af sådanne værker sker med tilstrækkeligt samtykke fra de relevante rettighedshavere.
I forbindelse med abonnentens evt. handel på Internettet eller ved abonnentens erhvervelse af netydelser fra tredjemand har Egnsnettet intet ansvar for abonnentens og tredjemands indbyrdes mellemværende.

13.B. Abonnentens evt. misligholdelse
Følgende forhold anses for væsentlig misligholdelse:
1. Opkrævninger af skyldige betalinger betales ikke rettidigt, selv efter Egnsnettets fremsendelse af 3. rykkerbrev.
2. Abonnenten undlader at give meddelelse om adresseændring, jf. pkt. 4.
3. Abonnenten portscanner andre computere på Internettet, skaffer sig uautoriseret adgang til systemer tilsluttet Internettet (hacking), eller lignende.
4. Abonnenten medvirker til spredning af virus og lignende.
5. Abonnenten spreder post, som er uønsket for modtageren (spam, kædebreve eller lignende).
6. Abonnenten krænker tredjemands ophavsrettigheder ved download, distribution eller lignende.
7. Abonnenten sletter eller forfalsker transmissionsinformation, herunder IP-adresser eller header-information eller lignende.
8. Abonnenten genererer trafik, der belaster nettet, så det generer andre medlemmers brug af nettet eller er årsag til berettigede klager fra andre brugere af Internettet.
9. Abonnenten overtræder uskrevne regler for god skik på Internettet.
10. Abonnenten opfylder trods påtale ikke sine øvrige forpligtelser efter denne aftale.

14. Egnsnettets reaktionsmuligheder ved misligholdelse
I tilfælde af væsentlig misligholdelse fra abonnentens side er Egnsnettet berettiget til at afbryde abonnentens adgang til nettjenesten.
Afbrydelse af abonnentens adgang til nettjenesten i henhold til pkt. 13 B 1. kan kun ske for den adgang til nettjenesten, der ikke er betalt for, medmindre der foreligger svig eller gentagne gange for sen eller manglende betaling. Sker betaling ikke efter fremsendelse af 3. rykkerbrev, kan Egnsnettet opsige tilslutnings- og abonnementsaftalen uden varsel, jf. pkt 17.
Når Egnsnettet for 3. gang har afbrudt en abonnents adgang til nettjenesten i henhold til pkt 13 B 3-9 kan Egnsnettet opsige tilslutnings- og abonnementsaftalen uden varsel, jf. pkt 17.
Afbrydelse af abonnentens adgang til nettjenesten medfører ikke afslag i abonnementsafgiften for den pågældende periode.
Abonnentens data fra eventuelle hjemmesider og elektroniske postkasser slettes 45 dage efter afbrydelsen af abonnentens adgang til nettjenesten, medmindre adgangen forinden genåbnes. Egnsnettet kan herefter ikke genetablere data, som er slettet. Egnsnettet kan endvidere ikke herefter reservere medlemmets mailadresser.
Ved genåbning af medlemmets adgang til nettjenesten er Egnsnettet berettiget til at opkræve et gebyr.
En abonnent, der væsentligt har misligholdt tilslutnings- og abonnementsaftalen ved at undlade at betale forfalden gæld, kan ikke på ny indgå aftale med Egnsnettet om tilslutning og abonnement til nettjenesten, før gælden er betalt.
En abonnent, hvis tilslutnings- og abonnementsaftale er opsagt som følge af væsentlig misligholdelse som beskrevet i pkt. 13 B 2-10, kan ikke på ny indgå aftale med Egnsnettet om tilslutning og abonnement til nettjenesten. I særlige tilfælde kan bestyrelsen dog beslutte, at ny tilslutningsaftale kan indgåes.

15. Egnsnettets evt. misligholdelse

15.A. Fejlafhjælpning
Egnsnettet afhjælper fejl i egne anlæg og installationer hurtigst muligt. Dette indbefatter kun den del af tilslutningsudstyret hos abonnenten som foreningen har stillet til rådighed.
Hvis der anmeldes en fejl i forbindelse med tilslutningen eller abonnementet, og det viser sig, at der ikke er fejl i Egnsnettets grej og nettjeneste, kan abonnenten forpligtes til at dække Egnsnettet udgifter til fejlsøgning, ligesom der kan opkræves et gebyr.

15.B. Afslag i abonnementsafgiften
Hvis der opstår fejl i Egnsnettets nettjeneste, som medfører afbrydelse af abonnentens adgang til nettjenesten, foretager Egnsnettet, efter skriftlig henvendelse fra abonnenten, et forholdsmæssigt afslag i abonnementsafgiften for den pågældende periode, dog kun hvis abonnentens adgang til nettjenesten har været afbrudt i mere end 15 døgn pr. kvartal. Beløbet fratrækkes ved en efterfølgende opkrævning af abonnementsafgift.

15.C. Erstatningsansvar
Egnsnettet er erstatningsansvarlig i henhold til dansk rets almindelige erstatningsregler for tab som følge af handlinger eller undladelser forårsaget af Egnsnettet eller nogen, som foreningen har ansvaret for, med nedenfor anførte begrænsninger:
1. Egnsnettet er ikke erstatningsansvarlig for tab, der er opstået som følge af afbrydelser, forstyrrelser eller ændringer af Egnsnettet nettjeneste i forbindelse med foranstaltninger, som skønnes nødvendige af tekniske, vedligeholdelsesmæssige og driftsmæssige årsager, eller som er pålagt af tilsynsmyndighederne, medmindre Egnsnettet har forsømt at begrænse ulemperne herved.
2. Egnsnettet er ikke erstatningsansvarlig for indirekte tab, herunder tabt avance, produktionstab, tab som følge af at nettjenesten ikke kan benyttes som forudsat, tab som følge af at en aftale med tredjemand falder bort eller misligholdes og lignende, medmindre der foreligger forsæt eller grov uagtsomhed.
3. Egnsnettet er ikke erstatningsansvarlig for direkte eller indirekte tab som følge af uopfordret eller uønsket fremsendelse af data til abonnenter eller som følge af abonnentens tab af personlige data eller installeret software.
4. Egnsnettet er ikke erstatningsansvarlig for tab som følge af uvedkommendes adgang til abonnenters data og/eller systemer.

15.D. Force majeure
Egnsnettet er ikke forpligtet til at betale erstatning, jf. pkt.

15.C, såfremt en evt. manglende levering eller en evt. afbrydelse m.v. skyldes forhold uden for Egnsnettet kontrol, herunder - men ikke begrænset til - lynnedslag, oversvømmelser, ildebrand, krig, strejke storm.

16. Overdragelse af abonnementsaftalen
Abonnenter kan med Egnsnettet samtykke overdrage abonnementsaftalen til et andet medlem af foreningen, jf. pkt. 2. Egnsnettet kan forlange, at både den hidtidige og den fremtidige abonnent skriftligt tiltræder overdragelsen. Egnsnettet kan endvidere forlange, at den hidtidige abonnent betaler forfalden gæld.
Aftalen kan overdrages med samme varsel, som gælder for opsigelse af abonnementsaftalen, jf. pkt. 17. Den fremtidige abonnent hæfter i henhold til abonnementsaftalen for alle betalingsforpligtelser, der eksisterer på overdragelsestidspunktet.
Retsforholdet i mellem Egnsnettet og den fremtidige abonnent reguleres i øvrigt af de abonnementsvilkår, som er gældende på overdragelsestidspunktet, jf. vedtægternes pkt. 6.3.
Egnsnettet opgør på anmodning foreningens mellemværende med den hidtidige abonnent på tidspunktet for overdragelsen. Hæftelsen overfor Egnsnettet påhviler dog fortsat den fremtidige abonnent. Foreningen er berettiget til at opkræve et gebyr for opgørelsen af den fremtidige abonnent.
Egnsnettet kan til enhver tid overdrage tilslutnings- og abonnementsaftalen med et medlem til en samarbejdende bredbåndsforening.

17. Uopsigelighedsperiode og opsigelse
Abonnementsaftalen er uopsigelig i 6 måneder fra aftaleindgåelsen, og løber herefter automatisk videre. Abonnenten kan herefter opsige tilslutnings- og abonnementsaftalen til udgangen af næst følgende kalendermåned.
Hvis abonnenten ønsker at opsige sit abonnement, men endnu er bundet af uopsigelighedsperioden, kan abonnenten dog godt opsige abonnementsaftalen hvis Egnsnettet varsler ændringer i vilkår og priser, jf. pkt. 19, men kun inden udgangen af ændringens varslingsperiode, og denne skal være på mindst 10 arbejdsdage. Ændringer, der kan gennemføres uden forudgående varsel, kan dog ikke begrunde opsigelse i uopsigelighedsperioden.
Egnsnettet opgør parternes mellemværende på tidspunktet for aftalens udløb og foretager refusion eller opkrævning af et eventuelt differencebeløb, hvis dette overstiger en halv måneds abonnement.
Abonnenters data fra eventuelle elektroniske postkasser slettes 45 dage efter afbrydelsen af abonnentens adgang til nettjenesten, herunder 45 dage efter abonnementsaftalens ophør.
Egnsnettet kan opsige aftalen uden varsel, hvis abonnentens adgang til nettet er afbrudt som følge af misligholdelse i henhold til punkterne 13 B og 14.
Egnsnettet kan i øvrigt opsige abonnementsaftalen eller dele heraf med mindst 1 måneds varsel, herunder hvis Egnsnettet ophører med at udbyde nettjenesten.
Hvis Egnsnettet helt eller delvist ophører med at udbyde abonnementsformer eller tillægstjenester, funktioner eller faciliteter, kan Egnsnettet opsige pågældende abonnementsaftaler, eller dele heraf, med 1 måneds varsel.

18. Driftssikkerhed og ændringer af nettjenesten
Egnsnettet er berettiget til at foretage nødvendige ændringer af foreningens nettjeneste for at sikre en tilfredsstillende drift heraf, eller for at imødekomme myndighedskrav. Egnsnettet skal tilstræbe at informere abonnenter om ændringer med passende varsel, hvis foreningen skønner, at ændringen har væsentlig betydning for abonnenters brug af nettjenesten.
Nettjenestens tekniske egenskaber samt nettets særlige karakter betyder, at der kan forekomme udsving i kommunikationshastigheden via nettjenesten.
Egnsnettet forbeholder sig ret til i særlige tilfælde midlertidigt at lukke for eller begrænse mulighederne for anvendelse af nettjenesten på grund af drifts- og sikkerhedsmæssige forhold.

19. Ændring af vilkår og priser
Egnsnettet kan ændre disse abonnementsvilkår, eventuelle særskilte tillægsvilkår for tillægstjenester, funktioner og faciliteter, eventuelle særskilte tillægsvilkår for abonnementsformer samt indskudsbeløb og abonnementsafgifter, med et varsel på 1 måned og 14 dage.
Ændringerne meddeles abonnenterne gennem medlems- og abonnent information på foreningens hjemmeside. Som et supplement eller som et alternativ kan Egnsnettet underrette medlemmer og abonnenter ved fremsendelse af skriftlig meddelelse, herunder e-post.
Ændringer af rent begunstigende karakter, herunder for eksempel generelle nedsættelser af priser, kan dog gennemføres uden forudgående varsel.
Ændring af særlige afgifter, gebyrer m.v. kan ske uden varsel.

20. Tvister
I tilfælde af tvist mellem abonnenten og Egnsnettet om forhold, der udspringer af tilslutnings- og abonnementsaftalen, kan medlemmet klage til Egnsnettet. Egnsnettet træffer som udgangspunkt afgørelse i sagen senest 3 måneder efter, at klagen er indgivet.
Egnsnettets afgørelse kan forsøges indbragt for IT- og Telestyrelsen, Holsteinsgade 63, 2100 København Ø, tlf. 35 45 00 00. Hvis IT- og Telestyrelsen ikke finder at have kompetence til at behandle en indbragt klage, vil IT- og Telestyrelsen i muligt omfang oversende klagen til den rette myndighed.
Tvister kan endvidere af hver af parterne indbringes for de almindelige domstole efter gældende regler herom.

21. Ikrafttrædelse
Disse vilkår træder i kraft 1½ måned efter offentliggørelsen på Egnsnettets hjemmeside. Aftaler om afdrag af indskud indgået i henhold til tidligere gældende abonnementsvilkår fortsætter dog uændret. Det gælder dog ikke vedrørende betaling og misligholdelse, der reguleres af nærværende vilkår.

17.marts 2009

Bottom Image Bottom Image Bottom Image Bottom Image
Bottom Image Bottom Image Bottom Image Bottom Image

Egnsnettet er en ikke-kommerciel forening, der har til hensigt at formidle højhastigheds- egnsnet og Internetadgang for alle borgere på Djursland.

Foreningens arbejde er udelukkende baseret på frivilligt arbejde, fra en række mennesker der mener at man lokalt kan tilbyde bredbånd til alle borgere på bedre og billigere betingelser end kommercielle alternativer.

Egnsnettet er en selvstændig forening.

Webmail

Kontaktpersoner

Netstatus